El-bil Opladning

Opladning af el-bil/plug in hybridbil af Niels Christensen Slusen 46

Behovet for opladning af elbiler, bliver stadigt større. Vi må også forvente at I som ejere i et Slusehus vil få behov for opladning på et tidspunkt.

Bureauer der udlejer, oplever også en stigende efterspørgsel på faciliteter til opladning.

Som alle andre beboelseshuse i Danmark, så er installationerne i Slusehusene ikke umiddelbart egnet til den nye anvendelse. Sikkerhedsstyrelsen har udarbejdet denne lille film, der redegør for problematikken:

Opladning af elbiler – “mormorladning” – YouTube

Gør-det-selv og ladestandere – YouTube

Da en stikkontakt kun må belastes med 6 ampere i maksimalt to timer, så vil det i praksis, ikke være muligt, men heller ikke forsvarligt, at oplade fra husets stikkontakter. De 6 ampere svarer til cirka 1.380 watt. 

En nødlader eller den populære betegnelse ”Mormorlader” kan ikke anvendes, hvis I følger vejledningen fra Sikkerhedsstyrelsen. Tyske gæster vil sikkert blive overrasket over denne begrænsning. Jeg har set tyske bilfabrikker, der leverer en lader med bilen, der kan trække 7.400 watt! Hvad værre er, at stikproppen passer direkte i en dansk stikkontakt, der som nævnt er begrænset til 1.380 watt.

En mulighed er at få etableret en industristikkontakt, der kan tåle en belastning på 16 ampere. Det svarer til cirka 3.680 watt, hvilket igen svarer til den indbyggede lader i de fleste plug-in hybridbiler. En industristikkontakt genkendes som et blåt stik, også kaldet CEE, men der findes dog også andre typer.

Næste niveau er 3 x 10 eller 3 x 16 ampere. Det koster lidt mere, men arbejdslønnen er den største post og merprisen på kablet er beskeden.

Hvilken løsning I vælger i jeres hus, må bero på jeres behov, men anvendelse af de nuværende installationer til opladning, bør ikke forekomme. Din elinstallatør vil sikkert gerne vejlede.

Bestyrelsen arbejder på at få fremstillet skilte på dansk, engelsk og tysk, der advarer mod brug af stikkontakterne til opladning.

Hvis I overvejer at skabe mulighed for opladning af en elbil eller en plug-in hybridbil, så er her en kort guide i, hvordan det kan udføres i et Slusehus. Det er først og fremmest vigtigt, at installationen kun må udføres af en autoriseret el-installatør.

  1. I gruppetavlen monteres en ny gruppeafbryder. Den var på vores tavle nederst til højre.
  2. Kablet føres ovenud af skabet og videre i en hvid kabelkanal. Man kan selvfølgeligt også bruge traditionelle sømmede ledningsholdere, men det er bare ikke så pænt.
  3. Kablet føres videre gennem mellemgangen og garagen, men nu i sorte kabelkanaler. Det kan næsten ikke ses.
  4. Installationen ender i en ladeboks, der kan justeres til 10, 16, 20, 25 eller 32 A. Her skal der så træffes valg. Husets installation kan “trække” 25 A og da der også skal være kapacitet til andet forbrug i huset, så står valget reelt mellem 10 og 16 A.
  5. Vi har valgt 10 A og det betyder, at vores el-hybrid er opladet på små 4 timer, hvis batteriet er helt nede. Bilen kan programmeres, så ladningen starter eks. kl. 00.30 og kører 3-4 timer og slår herefter fra automatisk fra. Hvis der tilsluttes en 100% elbil, så tager det selvfølgeligt længere tid, men det kan man læse om i bilens instruktionsbog.
    Hvis man konsekvent lader om natten, så er 16 A en realistisk mulighed, da der ikke er særligt meget andet i huset, der bruger strøm af betydning om natten.

Hvad koster det så:

Elinstallationen kostede 6.200 alt inklusive, men uden ladeboksen.

Elkablet er 5x6mm2. Det er rigeligt stort, men merprisen var beskeden. Det giver dog mulighed for at hæve forbruget til måske 20, 25 eller 32 A. Så er systemet fremtidssikret, men der skal så også ændres på tarifsikringerne efter aftale med forsyningsselskabet.

Ladebokse kan købes i mange udførelser til lige så mange priser. De billigste jeg har set, koster fra 2.800, men i mere avancerede løsninger kan det rende op i 8.000 – 10.000 kr.

Gæster der lejer huset, betaler strøm efter forbrug, på samme måde som alt andet strømforbrug i huset.

Ovennævnte er udført i et etplanshus. Bestyrelsen har desværre ikke et tilsvarende eksempel, til udførelse i et toplanshus.